Men det varer nok længe, inden jeg får tid til det…

Posted by on feb 7, 2013 in SANNE JUELS BLOG

Der var engang en mand, der boede ved kysten i Afrika.

Han elskede sin tilværelse. Han havde kone, børn og mange venner.
De levede af, hvad naturen gav dem, og byttede sig til det, de ikke selv kunne lave.

Om aftenen sad de med deres venner i haven, morede sig og talte om livet store spørgsmål.

Hver morgen gik manden ned til den smukke strandbred, sad en stund og nød skønheden, tog sin båd
og fiskede i to timer.Fangsten rakte til hele familien, og lidt af den kunne han desuden give bort eller
tørre og gemme.

En morgen kom nogle fremmede forbi på stranden og begyndte at tale med manden.Da de hørte,
hvor god fangsten var hver dag, blev de vældig entusiastiske.

”Men gode fisker, du må fiske noget mere og sælge det til forretningerne eller til hotellerne,
som ligger nogle mil herfra. Du vil kunne tjene masser af penge”

”Men hvad skal jeg bruge pengene til?” spurgte den forbavsede fisker.

”Du kan købe en større båd og ansætte andre fiskere. Dette kan uden tvivl blive en god forretning”.

Fiskeren tænkte, at han da i det mindste kunne forsøge sig med ideen, og i stedet for kun at fiske
to timer om morgenen fiskede han nu også to timer om eftermiddagen.

Og præcis som mændene havde sagt, ville hotellerne gerne købe hans fisk, og selv kunne han snart købe en større båd
og ansætte nogle flere til at hjælpe med fiskeriet.

Men så blev der også flere at lønne, og fiskeren arbejdede nu både om dagen og aftenen med.

Tiden gik, og fiskeren fik mere og mere vind i sejlene. Han købte flere både, ansatte flere mennesker
og opførte også et røgeri og et lille bådeværft.

Ganske vist havde han ikke længere tid til at omgås sine børn og venner, som han tidligere havde
elsket at gøre det.

Han havde heller ikke tid til at sidde nede ved stranden og nyde havet og himlen og sin egen sjæl.

Men rig, det blev han.

Årene gik, og nu var virksomheden blevet et helt lille imperium.

Manden arbejdede altid, og han så mere og mere træt ud. Han havde fået børnebørn, men han vidste knap, hvor gamle de var, og hans kone blev til sidst træt af aldrig at have sin livsledsager ved sin side. Hun forlod ham.

Alt dette var naturligvis til stor sorg for manden, men han havde ikke engang tid til at føle sorg.

Han havde det tiere og tiere dårlig, både i sjæl og legeme.

En dag blev han interviewet til en stor avis og kunne fortælle om sin blomstrende virksomhed.

Han var blevet en meget rig mand. Journalisten spurgte manden:

”Hvad vil du gøre ved din store formue?”

Manden svarede:

”Jeg håber jeg en dag får tid og mulighed for at tage fri i en længere periode,
så jeg bare kan sidde på stranden og slappe af, fiske et par timer hver dag,
genoptage kontakten til mine børn og børnebørn og min tidligere kone.

Og om aftenen vil jeg så sidde i haven med mine gamle venner, more mig og tale om livets store spørgsmål.

Men det varer nok længe, inden jeg får tid til det.”