At slå op med en 7-årig

Posted by sjuel on jun 11, 2014 in SANNE JUELS BLOG

Fra Politiken – Kronik – den 8. juni 2014 – skrevet af Sofia Rasmussen

—————————————————————————————————————————————————-

Da jeg var lille, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville bo i en skilsmissefamilie igen.

Når jeg blev voksen, ville jeg gifte mig med den rigtige mand, få tre børn med mørkt hår og høje kindben og aldrig nogensinde blive skilt. I min næste familie ville der ikke være nogen stedmor. Der ville kun være en mor og en far, og alle ville elske hinanden lige højt, og hvad der engang var rodet, ville blive rigtigt igen. De færreste ting bliver, som vi forestiller os dem, og jeg mødte min kærestes søn en forårsdag i 2009.

Tobias var 4 år og samlede insekter op i en rød plastikspand. Der var noget afmålt eller afventende ved den lyshårede dreng, jeg ikke kunne genkende fra min egen barndom, men jeg kunne genkende dette: et univers af edderkopper, gule smørblomster, biller og græs på bunden af en spand som en tidskapsel af noget, vi ikke får tilbage.

Jeg havde ikke lyst til at være stedmor. Min egen oplevelse med at have en stedmor var ambivalent, og som barn følte jeg ofte, at jeg stod på vippen af at høre til og ikke høre til – det var et spørgsmål om få centimeter, og min stedmor havde kontrollen.

Jeg havde behov for, at hun skulle holde af mig, så jeg ikke mistede mit fodfæste, og derfor var jeg en kamæleon; jeg kunne ikke finde ud af at være ærlig over for hende.

Når hun havde malet et billede eller købt noget nyt tøj, ville hun vise mig det og sige: »Er det ikke flot?«.

Og jeg sagde altid, altid ja, som om sandheden ville skrælle al min menneskelighed af som en tredjegradsforbrænding og afsløre et grimt, sort krater: Det måtte være nemmere at elske et ja end et nej.

Mine forældre blev skilt, da jeg var knap 3 år, og jeg flyttede sammen med min far ind i en lille lejlighed i Vestergade. Da jeg var 4 år, flyttede vi igen. Denne gang sammen med min stedmor og hendes to børn.

Tobias var også 4 år, da jeg flyttede ind i det hus, han havde delt med sin mor og far.

Min kæreste ville ikke flytte fra Tobias’ barndomshjem, og han gjorde det klart for mig fra starten, at det var her eller ingen steder, hvis vi skulle bo sammen.

Jeg protesterede, men endte med at følge trop. Der var ikke noget, jeg hellere ville end at være sammen med den mand, jeg elskede. Og jeg var god til at sige ja.

Da jeg flyttede ind, hang der stadig et selvportræt af min kærestes ekskæreste i soveværelset. Når jeg lå i vores seng, smilede hun ned til mig som en neonfarvet madonna.

Hendes navn stod på navneskiltet uden for døren, og i månedsvis dukkede der breve op til hende. Hun var i de teaktræsfarvede køkkenskabe og det cubanske kunstværk i stuen.

Min kæreste og jeg var som to sørgende i et skuespil, og jeg bildte mig selv ind, at hvis bare jeg gjorde det her rigtigt – hvis bare jeg kunne genskabe denne familie – så kunne jeg også reparere min egen barndom.

Jeg overvejede først flere år senere, hvordan et menneske kan sige ja så mange gange, at det til sidst bliver til ingen. Jeg elskede ikke Tobias med det samme.

Han var ikke mit barn: Holdningen var hans fars, den høje pande hans mors, og han mindede mig om det liv, min kæreste havde haft før mig. Jeg forsøgte efter bedste evne at falde ind i de rutiner, Tobias og hans far havde haft, inden jeg blev en del af deres liv. Jeg prøvede også at indføre nogle traditioner selv.

Jeg begyndte at læse højt for ham om aftenen, inden han skulle sove. Min far havde altid læst Kim-bøgerne højt for mig et sted mellem aftensmaden og TV-avisen, og jeg kan stadig genkalde mig lyden af min fars stemme og mit søvnige åndedræt, og hvordan de to flettede sig ind i hinanden som tråde af kærlighed og tryghed.

Selv om vi var vidt forskellige, var der noget ved Tobias, der mindede mig om mig selv, og når jeg slukkede lyset og han lå alene på sit værelse, tænkte jeg på, om han mon savnede sin mor, som jeg selv havde gjort det så mange år tidligere, og jeg tænkte med svimmelhed på, hvordan jeg som 28-årig bar et ansvar for et andet menneske, der uden at have bedt om det var blevet sat ind i den her familie og den her barndom.

Allerede et halvt år efter jeg flyttede ind, fik min kæreste et arbejde i en anden by, som betød, at han tog hjemmefra klokken 7 om morgenen og kom hjem 12 timer senere. Vi havde Tobias hver anden uge, og selv om min kæreste havde en hjemmearbejdsdag eller to, var det ofte mit ansvar at tage mig af Tobias.

De næste 18 måneder fik vi en hverdag sammen. Jeg vækkede ham, gav ham tøj på, smurte madpakke og afleverede ham i børnehaven. Jeg tog tidligt fri fra arbejde, hentede ham igen, legede med ham, lavede aftensmad og puttede ham i bad.

En dag gik vi hånd i hånd gennem den lille sti mellem hovedvejen og vores hus, da han kiggede op på mig og spurgte:

»Hvad er du egentlig for mig i min familie?«.

Jeg sank og tænkte mig om et øjeblik. »Hmm … Man kan sige, at jeg er din bonusmor. Hvad synes du om det?«.

»Det kan jeg godt lide«, sagde han og smilede.

Vi gik videre i stilhed, og jeg tænkte på, hvordan vi begge famlede for at finde vores plads i denne familie.

Min kærlighed til ham kom snigende på samme måde, som alderen gør.

Man kigger i spejlet, og der er ikke de store synlige forskelle fra den ene dag til den næste, indtil man ser et billede af sig selv som 19-årig og opdager, at ens øjne nu er omkranset af rynker, og huden mellem brysterne har fået linjer, og hvalpefedtet i kinderne er væk.

Uden at man opdager det, stopper man med at være ung. Man kan lige så lidt modsætte sig et hjerte, der har besluttet sig for at elske, som man kan ændre tidens fremdrift.

Jeg havde det som Den Lille Prins, der opdager, at han ikke kan undvære sin blomst, selv om den er både krævende og irriterende.

Fordi han har vandet sin blomst hver dag og beskyttet den mod vinden, er de to bundet til hinanden. De hører sammen, og ligegyldigt hvor mange andre planeter med roser han besøger, er der ingen ligesom hans blomst.

Vi knytter os til det, vi bruger vores tid på, og lige pludselig er vi viklet ind i hinanden, og når det sker, er der ikke nogen vej tilbage. Vores hjerter kender til angst på en anden måde end før.

Hvis ikke vi frygtede at miste den, ville kærligheden ikke være, hvad den er. Den er i kraft af, at vi en dag ikke længere har den. Og da den dag kom tættere på, gjorde jeg alt for ikke at se det i øjnene.

Min kæreste og jeg havde fjernet os længere og længere fra hinanden, siden jeg en tirsdag nat et par dage før min 30-års fødselsdag havde blødt et foster ud i toilettet.

I året der fulgte, var mit liv lige så rodet og hjemløst som fosteret, der i plamager af blod vidnede om en knust drøm.

Det fyldte mig med en sorg, der sprængte alt til atomer. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle holde fast i noget, men jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle give slip.

Jeg øvede mig på at forlade Tobias. Jeg forestillede mig, at hvis jeg stoppede med at hente ham fra skole, hvis jeg ikke længere smurte hans madpakker eller kyssede ham godnat, så ville det blive nemmere at sige farvel.

Sådan er det selvfølgelig ikke. Vi kan ikke øve os i at miste.

Når det sker, bliver vi akkurat lige så overraskede som sidst, og endnu en gang må vi forsøge at lime os selv sammen som en ødelagt porcelænskop.

Evigt mindes kun det tabte, siger Henrik Ibsen, men der er så meget tab, jeg ikke vil mindes.

Jeg vil ikke mindes, hvordan jeg glemte at trække vejret, da jeg skulle tage afsked med Tobias.

Min kæreste og jeg havde været igennem et traumatisk brud, og jeg havde tilbragt tre måneder hos min mor i en tilstand, hvor jeg hvert sekund følte, at jeg mistede jordforbindelsen og faldt ned i et sort hul.

Jeg kunne ikke bevare en relation til Tobias, når jeg ikke kunne bevare en relation til hans far. Når alt kom til alt, var Tobias og jeg bundet til hinanden gennem ham, og jeg kunne ikke gøre andet end at sige nej, hvor der kun fandtes et ja.

Sidste gang vi så hinanden, var en tirsdag eftermiddag.

Efter en kop varm kakao og et spil Kalaha i cafeen på ARoS talte vi alle trapperne op til toppen af kunstmuseet og trådte ud i regnbuen. Tobias ville løbe en omgang på tid.

»34,4 sekunder«, sagde jeg, da han havde løbet gennem alle farverne og stod foran mig med røde kinder.

Han var præcis som ræven i Karen Blixens fortælling om Peter og Rosa: Fra top til tå var han, som han skulle være, og jeg blev fyldt med fremtidigt savn, da han sagde, at jeg også skulle løbe en runde.

Jeg løb, for når jeg stod stille, var verden et ondskabsfuldt sted med kunstige farver i plexiglas.

Jeg passerede orange, grønne, røde og blå farveruder, og jeg var et dumt svin, der skulle forlade et barn, fordi ordet bonusmor ikke længere var mit. Der var ikke noget af dette, der nogensinde havde været mit.

Da vi gik fra ARoS og ned mod Jensens Bøfhus, passerede vi det store juletræ på rådhuspladsen. Lysene var ikke tændt. Det var stadig november.

»Hvor bor du egentlig«, spurgte han.

»Jeg bor hos Mor Inge i Randers, men jeg skal snart finde en lejlighed herinde i Aarhus. Du ved godt, hvorfor jeg bor hos Mor Inge, ikke?«, fortsatte jeg.

»Jo«, sagde han. »Fordi det ikke gik for dig og far at bo sammen. Men det synes jeg, det gjorde. Kan du ikke bare flytte ind i et hus ved siden af far eller bo neden under mor? Så kan vi spille Kalaha hele tiden«.

»Jeg savner også dig, Tobias. Og jeg er ked af, at vi ikke har set hinanden i lang tid. Men kan du huske, hvordan du nogle gange har lyst til at være alene på dit værelse, når du bliver rigtig ked af det? Sådan kan voksne også have det, hvis de er meget kede af det, og jeg har haft brug for at være alene på mit værelse. Men du har hele tiden været her«, sagde jeg og lagde hånden på mit bryst.

»Du er ikke inde i mit hjerte«, sagde han. »Der er bare kød og blod«.

Sorg sætter et dybere minde, og her forleden drømte jeg om ham igen.

Da jeg vågnede, var jeg overrasket over, hvor præcist jeg kunne genkalde hans ansigt og den lange krop på det 7-årige barn, som jeg forestiller mig, han altid vil være i mine drømme.

Han er 9 år nu, og for halvandet år siden græd jeg ned i et håndklæde på toilettet på Jensens Bøfhus, mens han sad ved bordet på 1. sal og farvelagde en tegning, så vi kunne deltage i konkurrencen om en præmie, jeg ikke længere kan huske hvad var.

Jeg kiggede på mig selv i spejlet, mens det barn, der ikke længere skulle være i mit liv, sad ovenpå og ventede, og jeg tænkte på, hvordan jeg, når han bliver voksen, højst vil være et fjernt minde: en pige, hans far engang var kærester med, og som han ikke kan huske ansigtsformen eller øjenfarven på.

Gad vide, om han vil huske, at han godt måtte gå ud i haven i strømpesokker, når vi legede, eller at vi skrev historier om Smølferne i hans kontaktbog, når han havde været syg.

Gad vide, om han vil huske, at der et eller andet sted i verden findes dette menneske, der elsker ham.

»Hvornår skal vi spille Kalaha igen«, spurgte han, inden han satte sig ind på forsædet af sin fars mørkeblå Toyota og kørte ud af mit liv.

»Det ved jeg ikke«, sagde jeg, for det var den eneste sandhed, jeg kunne give ham, og med sådan et spørgsmål kan et barn knuse dit hjerte.

_________________________________________________________________________________

Dette indlæg er skrevet af Sofia Rasmussen der er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, marketingansvarlig og tekstforfatter. Til lykke til Sofia med denne fine hverdagsbetragtning – der sætter spor i hjertet!