Hvad i ”alle-hule-helvede” har stress med oprydning at gøre? Tænker du.
Jeg har rigeligt at se til i forvejen.
Rigeligt at bekymre mig om.
Rigeligt i min hjerne.
Rigeligt i mit hjerte.
Hjælp, jeg er overbelastet og nu vil du have mig til at rydde op?
Rolig. Ikke alt på en gang. Tag det i etaper. Men jeg har lige læst en bog der rammer noget essentielt i forbindelse med stress.
Bogen hedder ”Magisk oprydning” og er skrevet af den japanske oprydningsekspert Marie Kondo.
Hun kommer med en simpel og enkel metode til at komme ind til kernen af roderiet.
Vi begraver nemlig os selv i overflødige ting og hvad sker der så? Vi mister overblikket
Når du vil mindske stress handler det i høj grad også om at få skabt et overblik. En af grundene til at rod går os på er, at vi er nødt til at lede efter tingene, og nogen gange kan vi slet ikke finde det selvom vi leder og leder.
Når mængden er reduceret, kan vi overskue det.
Det handler også om at træffe beslutninger ud fra sine livsværdier.
At kunne beslutte hvad der skaber glæde for en selv.
Ved at rydde op efter Marie Kondos metode, sker der det effektive, at du bliver bevidst om hvad der skaber glæde i dit liv og du vil omgive dig med færre ting – men flere der giver dig glæde.
Det gælder helt fra sokker, til toppe, til Tupperware og til krukker.
I oprydningsprocessen lærer du dig selv bedre at kende (hvad vil jeg beholde og hvad vil jeg smide ud?) og du finder ud af, hvad du kan lide og hvad du kan give slip på.
Og netop det at kunne give slip – er en befrielse der mindsker stress
At være omgivet af færre ting der stresser.
Når du omgiver dig med ting der vækker glæde, påvirker det hele dit liv. Og automatisk bliver du bedre til at træffe valg og få større selvtillid. Det er da ganske gode bivirkninger.
How to do it?
Du kunne læse bogen, men den korte version er:
Kasser alt der ikke vækker glæde, træf beslutninger ud fra dine egne værdier, så vil du ændre din tankegang og føle frihed i nuet. Oprydning kan være en fest.
Din bolig/kontor har nemlig indflydelse på din krop. Det skaber en udrensende effekt at rydde op. Det vil gøre dig gladere at være omgivet af ting du holder af.
Sæt i gang og oplev en ny frihed.
Juelehilsner fra Sanne Juel
Ps. Det er bedst hvis du starter om morgenen, mens du er frisk. Gå frem efter rækkefølgen. Sorter i kategorier og husk at få alt med på gulvet i hver kategori. Det tager tid – men efter ca. 6 måneder hvor du går slavisk frem efter rækkefølgen og FÅR smidt ud – er du i bund med dit hjem.